Plastråvaredagen 2015 – bliv klogere på plast som fremtidens materiale

Den 29. oktober afholder Plastindustriens Råvaresektion og Plastindustriens Designklub arrangementet Plastråvaredagen 2015 i KEA's imponerende materialebibliotek i Guldbergsgade i København. Det er gratis at deltage. Dagen er målrettet designere, ingeniører, arkitekter, studerende og plastproducenter.

Del:

Er du designer, ingeniør, arkitekt eller plastproducent – eller ved at blive det? Er du interesseret i fremtidens materialer? Vil du lære om, hvordan du arbejder med plast i dine konstruktioner og designs?

Vil du se og mærke fantastiske designs og konstruktionsemner, hvor der er anvendt ekstreme plasttyper? Vil du lære, hvordan du vælger den rette plasttype? Vil du vide, hvordan du erstatter stål med plast? Vil du høre om en række fascinerende designcases, som ikke kan lade sig gøre uden plast?

Hvis du kan svare ja til ovenstående er du selvskrevet til at deltage i Plastråvaredagen 2015 den 29. oktober fra kl. 10-16 hos Københavns Erhvervsakademi (KEA), Guldbergsgade 29, KBH N.

Her inviterer Plastindustriens råvareleverandører i samarbejde med Designklubben nemlig alle med interesse for plast til et spændende, dynamisk arrangement i KEA’s indbydende lokaler, der blandt andet består af det imponerende materialebibliotek.

På dagen kan du opleve branchens eksperter demonstrere de nyeste plasttyper og cases. Du kan mærke og opleve materialernes egenskaber, stille spørgsmål og få direkte adgang til at netværke med specialisterne idet en del af arrangementet afvikles som en uformel markedsdag/mini-messe.

Derudover er der dagen igennem oplæg fra både designere og råvareleverandører om, hvordan du arbejder med materialet og præsentation af cases, ligesom materialeprøver, prøveemner og datablade vil være til uddeling.

Det foreløbige program finder du via dette link.

Udstillerliste

Følgende medlemmer af Råvaresektionen har bekræftet deres deltagelse som udstillere på ‘markedspladsen’:

  • Aage Vestergaard Larsen A/S
  • ALBIS PLASTIC Scandinavia AB
  • Bewi Styrochem
  • Covestro
  • DuPont Denmark ApS
  • Erteco Rubber & Plastics AB
  • Plastcom A/S
  • SABIC Innovative Plastics Denmark ApS
  • Weile Plast ApS

Listen bliver løbende opdateret i takt med, at nye virksomheder tilmelder sig. Dette sker via kontakt til Råvaresektionens sekretær Lars Friis Farsøe: lff@plast.dk/42332811.

KEA i Guldbergsgade har en stor materialesamling, og det er i disse lokaler, at Plastråvaredagen 2015 finder sted.

Tilmelding og praktisk info

Det er gratis at deltage i dagen, og det er muligt at gå til og fra arrangementet i løbet af dagen. For medlemmer af Råvaresektionen er der en let forplejning inkluderet i arrangementet – for alle andre deltagere er det muligt at købe salat, sandwich, drikkevarer osv. til en fin pris i KEA’s café/kantine.

Selvom arrangementet er gratis, så vil vi af praktiske hensyn meget gerne have din tilmelding via dette link.

Efter Plastråvaredagen 2015 afholder Plastindustriens Råvaresektion årsmøde/generalforsamling på KEA med efterfølgende middag på en restaurant i København. Læs mere her.