Plastindustriens topprioriteter i år 2016

I denne leder af Plast Panorama skriver Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup om brancheorganisationens topprioriteter i år 2016. 'Fremtidens plastindustri', 'Energioptimering i plastbranchen' og 'Projekt Plasfrit 2.0' er titlerne på organisationens tre store projekter.  

Del:

Når disse linjer bliver læst, så har klokkerne kimet ind til et nyt år. Et årsskifte er en passende anledning til at se fremad, og jeg vil derfor bruge denne leder til at fortælle om de tre projekter, der har Plastindustriens topprioritet i år 2016.

Fremtidens plastindustri

En af plastbranchens største udfordringer er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Vi har i løbet af de senere år formået at løfte optaget til plastmageruddannelsen markant, men vi skal også have bedre fat på de videregående uddannelser.

Vi skal med andre ord have flere ingeniørstuderende til at interessere sig for plast, og vi skal have promoveret plastbranchen som en attraktiv karrierevej.

Vores ambition er at binde universiteter og plastvirksomheder endnu tættere sammen samt at skræddersy uddannelsestilbud, der sætter fokus på plastmaterialets mange anvendelsesmuligheder.

Energioptimeringer i plastbranchen

En anden væsentlig udfordring for mange plastvirksomheder er udgifterne til energi. Dette projekt har til formål at udvikle branchespecifikke værktøjer, der gør det nemt for plastvirksomheder at arbejde systematisk med energieffektiviseringer og dermed at nedbringe energiforbruget.

Projektet er målrettet alle plastvirksomheder, men en del af projektet fokuserer særligt på at etablere en brancheordning mellem Energistyrelsen og Plastindustrien vedr. de PSO-lempelser, der sidste år blev målrettet et udsnit af plastbranchen.

Plastfrit Hav 2.0

Kampen imod plastaffald er langt fra vundet – den er faktisk først lige startet. Derfor vil vi med dette projekt fortsætte vores indsats for at sætte vores konstruktive præg på en vigtig miljøpolitisk agenda, der hele tiden får øget opmærksomhed.

Helt konkret fortsætter vi vores frugtbare samarbejde med de to NGO’er Plastic Change og Det Økologiske Råd, som vi nu skal have løftet til et nyt niveau.

Kort før jul fik vi den glædelige nyhed om, at Velux Fonden og Villum Fonden har imødekommet vores fondsansøgning på hele 8.9 millioner kroner. Pengene skal gå til en række projekter, der skal bane vejen for en række genanvendelses- og formidlingsaktiviteter, hvor nogle af vores medlemsvirksomheder kommer til at spille en meget central rolle.