Overskudsvarme og nyt PSO-lovforslag var på agendaen under ministerbesøg

Ikke-kategoriseret

Den radikale Klima-, Energi,- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen var mandag den 23. marts på virksomhedsbesøg på DBI Plastics A/S, hvor CEO og næstformand i Plastindustrien Hans Hellstrøm Henningsen tog imod. På agendaen var særligt høje afgifter på overskudsvarme og et nyt PSO-lovforslag.

Del:

Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV) besøgte mandag d. 23. marts besøgte DBI Plastics fabrik i Stenmagle ved Sorø. Direktør og ejer af virksomheden Hans Hellstrøm Henningsen – der også er næstformand i Plastindustrien – fortalte ministeren om nogle af de aktuelle udfordringer for en dansk plastvirksomhed.

 

DBI Plastics A/S er – som andre plastvirksomheder – kraftigt udfordret af konkurrence fra udenlandske virksomheder med lavere omkostninger. Derfor handlede mødet bl.a. om nogle af de energispørgsmål, hvor man med mere hensigtsmæssige regler kan give danske fremstillingsvirksomheder bedre vilkår. 

 

For DBI Plastics A/S er overskudsvarme et spildprodukt, der ikke bliver genanvendt, hvorfor virksomheden er nødsaget til at købe gas for at opvarme administrationen. Som situationen er i øjeblikket så er det lovgivning og afgifter, der forhindrer, at det er rentabelt at bruge

overskudsvarmen fra produktionen til at opvarme virksomhedens kontorlokaler. 

Ministeren gav udtryk for, at han ville undersøge problematikken nærmere, og i den forbindelse opfordrede han virksomheder til at henvende sig, hvis de – i lighed med DBI Plastics A/S – står overfor samme udfordring.

 

Ministeren lagde øre til kritik af skæve PSO-lempelser

Et andet emne der blev bragt op af Hans Hellstrøm Henningsen, var de aktuelle politisk planer om at gennemføre et PSO-lovforslag, der inden for plastbranchen giver en meget skæv fordeling af lempelser. I praksis bliver en større gruppe af plastvirksomheder afskåret fra at få adgang til lempelserne, da de ikke har en støtteberettiget NACE-kode.

LÆS MERE: Plastindustrien protesterer på Christiansborg

Det er en kritik, som Plastindustrien gentagne gange har fremført, og lovforslaget forventes vedtaget i løbet af foråret, så det var vigtigt for Hans Hellstrøm Henningsen at nævne det overfor ministeren:

 

– L150, som lovforslaget hedder, indeholder en del uheldige elementer. For det første udelukker kravene om en bestemt NACE-kode registrering en større gruppe af plastvirksomheder på et ulogisk grundlag. For det andet stiller lovforslaget skrappe krav om en ISO-50001 certificering for at få udbetalt lempelserne, og for det tredje bliver de første 20.000 kroner af lempelsesbeløbet slet ikke udbetalt til virksomhederne pga. en bundgrænse. Det virker som om, at man stiller et hav af forhindringer op i stedet for at fokusere på, at flest mulige virksomheder får gavn af lempelserne.

Samme argumentation fremførte Hans Hellstrøm Henningsen også dagen efter overfor Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg. Det har har medført, at folketingsmedlemmerne i udvalget har bedt Rasmus Helveg Petersen (R) om at svare på to kritiske spørgsmål forud for den videre politiske behandling af L150.

LÆS MERE: Minister skal redegøre for ulogiske energi-lettelser

Vi har brug for mere faglært arbejdskraft

I en lidt anden boldgade var der under besøget på DBI Plastics A/S en god dialog mellem ministeren og Hans Hellstrøm Henningsen om udfordringen med, at mange unge på Vestsjælland ikke får en uddannelse.

LÆS OGSÅ: Plastindustrien hungrer efter plastmagere

Hans Hellstrøm Henningsen, der også er formand for DI Vestsjælland, er meget optaget af problemstillingen, da der er et stort uforløst potentiale:

– Vi kommer til at mangle unge med de rette faglige kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Det er en meget uholdbar situation, at virksomhederne på ene side står og mangler faglærte og på den anden side, så er der en masse unge, der ikke kommer i gang med en uddannelse. Hvis vi som virksomhed ikke får de rette faglærte, så er det svært for os at fortsætte vores vækst. Og dermed går vi glip af nye arbejdspladser samtidig med, at de nuværende stillinger også bliver sat under et øget pres.  

I forbindelse med DI's kampagne Operation Praktikplads er netop DBI Plastics A/S blevet fremhævet som et caseeksempel på en virksomhed, der gør ekstraordinært meget for at tiltrække nye medarbejdere. 

LÆS MERE: DBI Plastics A/S går selv på jagt efter lærlinge

Annonce…###REKLAME###