Forårsmødet i Sprøjtestøbesektionen satte fokus på Lean og 3D-scanning

Plastindustriens Sprøjtestøbesektion afholdte et velbesøgt forårsmøde den 20. marts i Vejle, hvor deltagerne blev klogere på, hvordan det er muligt at øge produktiviteten i virksomhederne bl.a. via LEAN og 3D-scanning. Forårsmødet inkluderede også et virksomhedsbesøg hos Ammeraal Beltech Modular, som er en af verdens førende producenter af plastmodulære bånd og kæder til intern transport. 

Del:

Dette års forårsmøde i Sprøjtestøbesektionen fandt sted den 20. marts i Vejle og mødet satte fokus på produktivitet og produktivitetsfremmende indsatser. Programmet bød  derfor på både et virksomhedsbesøg og en række indlæg om erfaringer, teknologier og værktøjer.

Dagen blev indledt med et besøg på Vejle-virksomheden Ammeraal Beltech Modular (det tidligere Uni-chains), som er en af verdens førende producenter af plastmodulære bånd og kæder til intern transport. Ammeraal Beltech Modular har et stort produktprogram til en lang række industrier – f. eks. bil-, pap- og fødevareindustrierne.

Supply chain direktør i Ammeraal Beltech Modular Alex Ludvigsen introducerede de interesserede deltagere til virksomheden og dens initiativer omkring Lean og continous improvements. Herefter blev deltagerne delt ind i tre hold, som fik en rundvisning i virksomheden med uddybende forklaringer fra medarbejdere undervejs. Rundvisningen gav anledning til mange gode spørgsmål, som blev besvaret undervejs og under en afsluttende opsummering og diskussion.

LEGOs Lean-ekspert holdte oplæg

Forårsmødets anden halvdel blev afholdt på det nærliggende Munkebjerg Hotel, hvor LEGOs Lean Global Director Mark Warren var den første oplægsholder. I sit oplæg gav Mark Warren en praktisk indgangsvinkel til Lean i et globalt perspektiv og med fokus på virksomhedskultur og kulturelle forskelle. Hvorfor skal man blive ved med at forbedre og effektivisere, når det allerede går så godt? Et spørgsmål, der ofte stilles af medarbejdere i allerede veddrevne virksomheder, som f.eks. LEGO og Toyota, hvor Mark Warren har mere end 20 års erfaring fra.

Mark Warren pointerede dog, at der ikke er nogen tvivl om, at Lean er en uendelig rejse med rige muligheder for hele tiden at foretage forbedringer og produktivitetsfremmende indsatser under forudsætning af, at alle er en del af samme kultur og dermed i fællesskab gennemgår forandringer.

Mark Warren – LEGOs Lean Global Director

Efterfølgende gav DI’s chef for ledelsesudvikling og produktivitet Jens Kristian Jørgensen forsamlingen en ledelsesmæssig vinkel på Lean og en gennemgang af de meget fundamentale ting, der skal være på plads for at få Lean implementeret succesfuldt. Jens Kristian Jørgensen gav ligeledes et bud på, hvor man skal hen med Lean; som virksomhed vil man være fleksibel og adræt, man vil være innovativ og udnytte de muligheder der dukker op og samtidig være produktiv, så man kan bevare konkurrencekraft. Lean bliver dermed en balance mellem ledelse og kreativitet.

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

3D-scanning giver effektiv kvalitetskontrol

Efter en kort pause blev deltagerne introduceret til nyeste teknologier og værktøjer til mere effektiv kvalitetskontrol, produktudvikling og innovation.

Direktør i Zebicon, Kasper Fedde Krogh, indledte med en introduktion til optisk 3D-scanning og om anvendelse i forbindelse med kvalitetskontrol samt reverse engineering og 3D-print. Kasper Fedde Krogh viste hvordan man, vha. 3D-scanning af værktøjer kan afsløre fejl forårsaget af slitage, kastefejl på emner og hvordan man nu kan få et visuelt billede af et emne, hvor man tidligere brugte målekoordinater og mange tal i et Excell-ark, og altså nu kan sammenligne et teoretisk emne med et fysisk emne.

Dagens sidste oplægsholder var Ole Lykke Jensen, der er direktør i DAVINCI, som præsenterede 3D-løsninger i praksis – vejen fra 3D-scanning/CAD til 3D-print – samt muligheder og begrænsninger i forhold til sprøjtestøbning. Ole Lykke Jensen viste desuden de nyeste teknologier både de professionelle og de mere hobbybetonede, og gav en hel række eksempler på emner og materialer i forskellige designs og af forskellig kompleksitet. Som det seneste nye samarbejder Davinci med Aarhus Universitet om et projekt, hvor man udvikler knogletransplantater til mennesker.