Regeringen dropper danske særregler om ftalater

Ikke-kategoriseret

Efter lang tids diskussion opgiver regeringen nu et planlagt dansk forbud mod fire ftalater i indendørsprodukter. Forløbet omkring forbuddet har vist, hvorfor nationale særregler ikke nytter, og at EU-sporet er den eneste vej til effektiv regulering på kemiområdet, mener Plastindustrien. Ftalaterne indgår ikke i fremstillingen af denne type af produkter i Danmark, og forbuddet var derfor uden betydning for den danske plastbranche.

Del:
 

Fakta

 

 

   

Regeringen parkerer nu endegyldigt det planlagte danske forbud mod ftalaterne DEHP, DBP, BBP og DIBP i produkter beregnet til indendørs brug samt produkter, som kan komme i kontakt med huden på mennesker.

Det sker efter, at EU-Kommissionen har vurderet, at det danske forslag er i strid med EU’s regler. Det Europæiske Kemiagentur (ECHA) har også slået fast, at eksponeringen ikke udgør en sundhedsrisiko. Forbuddet skulle ellers have trådt i kraft næste år.

Ftalaterne indgår ikke i fremstillingen af denne type af produkter i Danmark, og forbuddet var derfor uden betydning for den danske plastbranche. Det samme gælder Europa, hvor industrien er langt med at udfase brugen af de problematiske ftaIater til fordel for sikre alternativer.

I Asien og andre steder indgår ftalaterne dog stadig i bl.a. voksduge, gulvmåtter, cykelsadler og ledninger i elektronisk udstyr – produkter som importeres og sælges i Danmark.

Forbuddet var ikke praktisk muligt

Forbuddet blev vedtaget i 2012 og var siden udsat for massiv kritik fra flere sider og af flere omgange. Plastindustrien var blandt kritikerne, selvom den danske plastbranche ikke ville blive direkte berørt. Miljøchef Helle Fabiansen forklarer:

– Det var et forbud, der ikke var praktisk muligt at gennemføre. Det ville fx kræve, at store elektronikproducenter skulle lave særlige fjernsyn og computere til et lille dansk marked. Cykelproducenter i Indonesien skulle lave cykler med særlige danske sadler. Det er bare rigtig svært at få til at ske i praksis.

EU er den eneste vej til effektiv kemiregulering

Netop udfordringen med at sikre, at producenterne i lande langt fra Danmark skulle lave særlige danske produkter, var grunden til at, forbuddet blev udskudt med to år i maj sidste år.

LÆS OGSÅ: Ftalatforbud skudt til hjørne i to år

 

Helle Fabiansen mener, at det langstrakte forløb omkring forbuddet understreger fornuften i, at kemiregulering foregår gennem EU:

– Forløbet viser med al ønskelig tydelighed, at nationale særregler ikke er vejen til effektiv regulering på kemiområdet. Der ikke er nogen vej uden om EU-sporet, hvis vi for alvor skal flytte noget. Også selvom det nogle gange betyder, at processen bliver mere besværlig.