Nanotubes
|
Hvor går udviklingen hen
Bioplast
Bioplast eller rettere Biobaseret plast fremstilles af stivelse (fx fra kartoffler, majs eller sukkerroer), cellulose og plantebaserede proteiner. Bioplasten kan bestå af rene produkter, af kemisk modificerede stivelsesprodukter eller af blandingsprodukter og forarbejdes til plastprodukter som film, poser og bakker.
Biobaseret plast er i øvrigt, ligesom konventionel plast, baseret på kulstof, idet fotosyntesen optager CO2 og fikserer kulstoffet i planten. På grund af plantens korte livscyklus anser vi imidlertid plantens kulstof for en fornybar ressource[1], i modsætning til fossilt baserede plastprodukter, hvis livscyklus frigør CO2, der har været fikseret gennem millioner af år, og som derfor ved frigivelsen (fx ved forbrænding) forrykker den samlede CO2-balance i atmosfæren.
Bioplast er ikke nogen ny foreteelse; celluloid, baseret på bomuld, blev udviklet i 1870 af amerikaneren John W. Hyatt. I 1930’erne lavede Henry Ford et helt karosseri til en bil af bioplast. Processen var dog endnu for uudviklet, og forsøget slog ikke an. Først med miljøpolitikken som drivkraft genoptoges udviklingen i 1980’erne.
Bioplastens historie gennem de seneste 10-15 år har været præget af store forventninger og mange satsninger under store fanfarer - desværre ofte fejlslagne satsninger. Et af problemerne har været omkostningerne; bioplast har kostet 2-10 gange så meget som konventionel plast.
Nanoplast
Kulstofnanorør er meget små rør, som udelukkende er lavet af kulstof. De måler fra nogle tiendedele af en nanometer (én milliontedel millimeter) til adskillige nanometer i diameter, og de kan sagtens være adskillige millimeter lange.
I dag anvender plastindustrien glasfibre og kulfibre til at forstærke deres produkter, men den funktion overtager kulstofnanorør måske i løbet af de kommende år. Faktisk anvender nogle virksomheder allerede kulstofnanorør i bl.a. tennisketsjere, baseballbats, golfkøller og cykelstel. Men man kan sagtens forestille sig, at plastmaterialer med kulstfonanorør også kan bruges til langt større konstruktioner som vindmøllevinger og fly.
Ud over deres enorme styrke kan kulstofnanorør også lede strøm på samme måde som metaller eller halvledere. Den egenskab kan meget vel betyde, at de om få år afløser den siliciumbaserede elektronik, vi benytter i dag. I praksis betyder det blandt andet, at det bliver muligt at formindske computerchips endnu mere.