Hvad er EPS?EPS – ekspanderet polystyren – består af 98% luft og 2% polystyren. Den lave vægt betyder, at den EPS, der bliver brugt til at emballere et produkt, ikke øger totalvægten væsentligt. Lav vægt betyder lavere brændstofforbrug ved transport, og det betyder igen, at der bliver udledt færre skadelige stoffer til atmosfæren.
EPS har mange nyttige egenskaber. Det kan bruges som isolering mod varme og kulde. Det beskytter sarte eller udsatte genstande og virker stødabsorberende, f.eks. som emballage til følsomme elektroniske produkter og glas eller som indlæg i cykelhjelme.
EPS er gift- og lugtfrit og taber ikke sin styrke selv under stor luftfugtighed. Denne egenskab gør materialet særdeles velegnet til emballering af produkter, hvor en bestemt temperatur skal holdes i en længere periode – f.eks. når produkter skal være konstant nedfrosne hele vejen fra producent til forbruger.
Materialet er fugtresistent, og det hindrer gennemtrængning af væde og imødekommer dermed de strengeste hygiejnekrav til emballager samt byggemyndighedernes krav til isoleringsmaterialer under vore huse.
Hvad anvendes EPS til?
EPS bruges hovedsageligt til emballager og isoleringsmateriale. EPS-emballager anvendes til transport og beskyttelse af fødevarer, medicin, el-artikler, hvidevarer, møbler mv. De isolerende egenskaber hjælper med at holde fødevarer friske gennem distributionskæden fra producent til forbruger.
Desuden bruges EPS i gartnerier til blomster- og priklebakker, hvor materialets isolerende egenskaber fremmer planternes vækst.
I byggeindustrien bruges EPS som isolering mod varme eller kulde samt til støjreduktion. Det kan produceres i store, lette plader, der nemt kan fastgøres på vægge, lofter og gulve. På grund af den lave vægt er materialet let at arbejde med og nemt at skære til.
Hvorfor er EPS en god emballage?EPS har en række fordele som emballage. Det er let, stødabsorberende, hygiejnisk, kemisk inaktivt, isolerende og økonomisk fordelagtigt. Emballager af EPS har derfor stor udbredelse, bl.a. til fødevarer, elektronik, medicin og møbler. Ved emballering i EPS emballager bevarer frugt og grøntsager i længere tid C-vitaminindholdet. EPS er samtidig et miljøvenligt materiale, ikke kun under produktionsprocessen, men også ved bortskaffelse og genanvendelse.
Hvad er polystyren?
Polystyren er et plastmateriale som tilhører den gruppe af plast som kaldes termoplast, dvs. en plast som kan smelte ved opvarmning og formes til det ønskede produkt i varm tilstand. Polystyren kan derfor genbruges og formes til nye produkter efter brug.
Typiske produkter af polystyren er isolering og emballage, der fremstilles af EPS. Andre anvendelser er engangskopper, indvendig beklædning i køleskabe, kødbakker og meget mere.
Polystyren er et af de mest udbredte plastmaterialer og er således også hovedbestanddelen i en slagfast plasttype, ABS, som bl.a. bruges til LEGO klodser.
Hvad er pentan?
Pentan er en såkaldt kulbrinte, der kun indeholder kun grundstofferne carbon (kulstof) og hydrogen (brint). Pentan forekommer naturligt, og den mængde, der bliver frigjort ved fremstillingen af EPS, omdannes hurtigt til vand og kuldioxid
Hvad vil det sige, at EPS er kemisk inaktiv?
At EPS er kemisk inaktiv betyder, at materialet ikke indeholder kemiske grupper eller stoffer som kan forårsage en kemisk reaktion. Råvaren til EPS - styren monomer - indeholder kemisk reaktive grupper, som reagerer under produktionen af polystyren - hovedbestanddelen af EPS. Alle de reaktive grupper forbruges ved produktionen af EPS, således at slutproduktet ikke længere indeholder kemisk aktive grupper.
Hvad betyder produktionen af EPS for miljøet?Alle produktionsprocesser har indflydelse på miljøet. Når man tager hele livscyklusprocessen i betragtning, er EPS ofte mere skånsomt over for miljøet end andre materialer som pap og polypropylen (plast). Hvis ikke EPS bliver genanvendt til nye produkter, bidrager det positivt til forbrændingen som energitilskud, da et kilo EPS indeholder tilsvarende brandenergi som et kilo olie. Ved forbrændingen afgives kun vand og ren kuldioxid .
Forårsager EPS affaldsproblemer?EPS bidrager kun meget lidt til at fylde de europæiske affaldspladser op. EPS udgør 1,5% af det samlede mængde plastaffald, som igen udgør 7% af alt affald.
Kan EPS genbruges?
Brugt, rent, hvidt EPS kan smeltes og omdannes til polystyren for derefter at blive brugt til fremstilling af en række plastprodukter f.eks. bøjler, havemøbler eller blomsterbakker. Det kan også blandes i nye råvarer til EPS isoleringsmaterialer og emballager. Findelt EPS kan bruges i isoleringsbeton og til jordforbedring.
Snavset EPS kan forbrændes i affaldsforbrændingsanlæg, hvor det giver et nyttigt tilskud til produktionen af fjernvarme og el. EPS er et udmærket energitilskud ved affaldsforbrænding, idet et kilo EPS indeholder tilsvarende brændværdi som et kilo olie. På grund af de gode muligheder for genanvendelse er der ikke nogen grund til at deponere materialet efter brug. Da EPS imidlertid er stabilt, biologisk inaktivt og giftfrit, kan det om nødvendigt deponeres uden risiko.
I 1995 igangsatte Sektionen for EPS-producenter under Plastindustrien i Danmark en genanvendelsesordning for kasserede EPS-emballager. Ordningen finansieres af EPS-producenterne og råvareleverandørerne i fællesskab.

Genbrugskoden for polystyren er:

Hvad kan emballeres i EPS?
Næsten alt kan emballeres i EPS: Fødevarer, tekniske komponenter, møbler, elektronik, hvidevarer, medicin og meget mere. Aroma- og fedtholdige produkter bør dog have et omslag af pergament.
EPS er modstandsdygtig over for kemikalier som klorvand, salt- og ludopløsninger, fortyndet syre, alkohol, silikone samt saltvand. Materialet kan dog deformeres eller opløses efter langvarig kontakt med forskellige olier, vaseline eller fedt.
EPS er ikke modstandsdygtig over for vandfri syrer, acetone, benzol, benzin, fortynder og kloroform.
Er der nogen brandfare, når EPS bruges til isolering?
EPS antændes ikke ved kontakt med små flammer og heller ikke af gnister og gløder. Dog vil materialet pletvis trække sig sammen, når det bliver udsat for sådanne lokale varmepåvirkninger.
Ved længerevarende kontakt med flammer vil EPS blive antændt. Uden kontakt med flammer sker antændelsen ved 450-500° C. Det gør EPS til et fuldt forsvarligt isoleringsmateriale i bygninger. Hvis isoleringsmaterialet i overensstemmelse med Bygningsreglementet er beklædt med 13 mm gipsplader, vil EPS først nå en temperatur på 140° C efter tyve minutters brand.