UDDANNELSEN

Plastmager er måske lige noget for dig?

Det er i hvert fald en uddannelse for dem, der vil mere end at sidde på skolebænken.

Uddannelsen veksler nemlig mellem skoleophold og spændende arbejde på en plastvirksomhed.

Og så får du løn under hele uddannelsen. 

 

 

 

 

Kort om plastmageruddannelsen

 

  • Uddannelsen til plastmager tager 4 år og veksler mellem skoleophold og praktik.
  • Du får viden om både materialer og maskiner, så du kan fremstille nye spændende produkter i plast.
  • Du får afprøvet det, du lærer på skolen, ude i plastvirksomheden.
  • Under uddannelsen er du ansat i en plastvirksomhed – og får løn i alle 4 år.
  • Skolen er Den jyske Håndværkerskole i Hadsten lidt nord for Århus.
  • Uddannelsen har en usædvanlig lav frafaldsprocent.

 

Adgangskrav

Du kan starte på plastmageruddannelsen, når bare du har folkeskolens afgangsbevis.


Løn under uddannelse

Du får løn fra den første dag i uddannelsen, hvis du har fået lavet en gældende uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed. Du får løn i både praktik- og skoleperioder.


Teknik og produktionsmetoder

På uddannelsen lærer du at opstille forme og værktøjer på plastmaskinerne.
Du får også den nødvendige viden, så du kan arbejde med produktion af plastprodukter inden for en af følgende tre produktionsområder:

  • Sprøjtestøbning
  • Ekstrudering og Termoformning
  • Hærdeplast.

 

Du lærer også at opstille, starte, overvåge og vedligeholde store maskiner og robotter. Desuden lærer du at beregne omkostninger ved en produktion samt planlægge og udvikle produktion af forskellige plastemner. 
Du lærer selvfølgelig også at arbejde i teams, så du bliver god til at samarbejde med hele produktionslinien ude på virksomhederne. 

 

Mange andre fag

Under uddannelsen modtager du også undervisning i en række andre fag. Blandt andet, produktudvikling, arbejdsmiljø, førstehjælp og brand, dansk, samfundsfag og informationsteknologi.

 

Praktik og uddannelsesaftale

Det er en god idé, at du selv prøver at finde en læreplads (praktiksted), inden du søger ind på plastmageruddannelsen. Måske har du allerede nu mulighed for at få et job som arbejdsdreng m/k. På den måde får du en god fornemmelse af, hvad det vil sige at være plastmager.
 
Klik på Danmarkskortet til højre. Her finder du en oversigt over plastvirksomheder i Danmark og du kan samtidig se, hvilke virksomheder, der aktuelt søger nye lærlinge.


Når du har fundet et godkendt praktiksted, skal du indgå en skriftlig uddannelsesaftale med virksomheden. Den fungerer samtidig som en ansættelseskontrakt.
 
Hvis ikke du finder en praktikplads inden skolestart, kan skolen hjælpe dig med at finde en virksomhed, mens du går på det første skoleforløb.

 

Læs mere om uddannelsen her

Du kan finde mere om plastmageruddannelsen på Den jydske Haandværkerskoles webside.


 


 

   

 En elev i værkstedet med en plade til termoformning - den kan på få sekunder fx blive en serveringsbakke 

Plastindustrien i Danmark - Nørre Voldgade 48 - 1358 København K - pd@plast.dk - Tlf. +45 3330 8630